Fra datter til pårørende til Alzheimers

Posted on Updated on

Min mor er 70 år og har haft Alzheimers efterhånden en del år. I mange år egentligt ubehandlet, da hun nægtede at blive undersøgt for sygdom i hjernen, omend vi som pårørende kunne mærke ændrende adfærd ved hende. Jeg tror dog,hun godt var klar over, der var noget under opsejling men hun var bange og ville derfor ikke forholde sig til det. Sådan tror jeg i hvert fald, det hænger sammen.

Min elskede mor er på Gug plejehjem i Aalborg, hvor hun har boet siden sct. Hans 2014. I starten var hun meget ked af at være der og ville hjem. Men efterhånden acceptere hun, at være der men bliver dog stadig ked af det. Det jeg synes er sværest er, når jeg kommer derud og hun er meget ked af det og ikke forstår, hvorfor hun skal være der og giver udtryk for, at hun føler det som en slags straf. På et tidspunkt udviklede hun en depression oveni sin Alzheimers, -sikkert pga. sin livssituation. Hun blev indlagt på gerontopsykiatrisk afd. i Brønderslev til udredning og fik noget medicin mod depressionen. På sin vis, har det hjulpet lidt på depressionen og afhængig af, hvornår vi besøger hende på dagen, virker hun lidt friskere. Men hun er stadig grådlabil og ked af sin situation. Hun spørger mig stadig nogengange om, hvad hun fejler og hvor længe hun skal være her, som hun siger. Førhen sagde jeg, at det var pga. den sygdom i hjernen, som hun lige skulle blive rask for. Når hun har spurgt mig her på det sidste, siger jeg, det er pga. den depression, hun har haft men som heldigvis er i bedring. I begge tilfælde er der jo implicit en løgn med i samtalen, da hun jo gerne vil væk fra plejehjemmet. Jeg siger aldrig, at når du bliver rask kan du komme hjem, da hun aldrig vil blive rask. Men løgnen ligger i, at jeg fortæller hende, at hun skal være her et stykke tid også må tiden vise, hvad der skal ske. Jeg plejer også, at indgyde håb i hende, og sige at når hun får det bedre, kan vi tage til vandet, gå tur osv.

Inden hun kom på plejehjem, køre jeg ofte til Løkken eller Blokhus med hende, hvor vi gik en lille tur ved vandet og kiggede ud på Vesterhavet. Min mor er fra Færøerne og hun virkede glad og fandt ro, når vi kørte derop. Ofte spiste vi stjerneskud sammen på Løkken badehotel og hun nød de ture. Selv i dag giver hun udtryk for at kunne huske det, når jeg nævner det.

Men jeg synes det er svært, i de samtaler vi har nu, at jeg mere eller mindre lyver for hende. Alt afhængig af konteksten, kan jeg godt fortælle hende, så simpelt som muligt om hvad hun fejler, når hun stiller spørgsmål. Men jeg siger aldrig, hun aldrig vil blive rask og at hun skal være på plejehjem resten af livet. Jeg vil ikke tage håbet fra hende og derfor de små løgne. Men jeg står tilbage med en mærkelig tom følelse i mig selv efterfølgende, når jeg går derfra.

Nogle gange, er det korrekt, at man først er rigtig bevidst om, hvad ens forældre eller andre nære betyder for en, når man står til at miste dem. Sådan har jeg det med min mor. Selvfølgelig har jeg altid været glad for hende, men efter hun er kommet på plejehjem og Alzheimerssen udvikler sig, hun bliver fysisk mindre og taber sig, hendes hygiejne er ikke så god som før hen, hun bliver hurtig træt og selvfølgelig husker hun ikke som hun gjorde førhen, -ja så er jeg blevet meget bevidst om, hvad det er jeg er ved at miste nu.

_MG_6061a

Min mors hænder ovenpå mine ❤

Samtidig med, er der noget særpræget og smukt over den proces. På ingen måder, at min mor lider og bliver mere og mere syg men over at livet har en form for cyklus. Det var bare ikke meningen, at hun i så relativ en ung alder, skulle få galoperende Alzheimers. Nu skulle hun jo netop rejse rundt i verden med min far, opleve forskellige ting, nyde alle sine børn og børnebørn og tage for sig af livet efter så mange års arbejde, passe hus og hjem, børn mv. Men livet skelner ikke i retfærdighed og uretfærdighed. Livet er bare og det er så vigtigt, at værdsætte det imens man kan.

Advertisements

One thought on “Fra datter til pårørende til Alzheimers

    Sebastian Schellbach-Kragh said:
    October 18, 2015 at 7:02 am

    Det er et rigtigt godt billede du har fået taget 🙂

    Liked by 1 person

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s