Alzheimers

Min hest og min lille mor

Posted on Updated on

Roxy ❤

Min smukke dejlige hest fik først lov at løbe frit i ridehuset i dag, hvorefter hun kom i logen og blevet travet godt igennem, -efter hun kartede rundt i den, gloperede og bukkede. Hun havde en fest 🙂 Og det trængte hun også til, for hun er ikke blevet redet jævnt her i december måned grundet nyt arbejde og jul.

Hun skal flyttes til Løgstøt rideskole den 30.dec., da den ligger lige på vejen fra arbejde. Så med en god fast struktur, håber jeg, der bliver bedre tid med en struktureret ridning.

❤ Roxy giver mig så megen glæde, så jeg skal have det til at lykkedes at have hende til trods for 37 timers arbejde og familie. Jeg har heldigvis en familie, hvor vi prioriterer hinanden og dermed også min hest. Desuden kan Bjarke og Røskva komme til at ride hende noget mere plus de starter på Løgstør efter juleferien, da det giver bedst mening rent logisitisk.

 

Min elskede lille mor:

Efter jeg havde været ude ved Roxy, kørte jeg direkte til Aalborg for at besøge min mor (Personalet er vant til, jeg kommer derud i ridetøj 🙂 )

Min kæreste lille mor lå i sin seng og havde ikke været oppe i dag. (Kl. var ca. 14.30) Hendes humør var ok men energien og ressourcerne havde hun ikke meget af. Jeg havde hendes julegave (en pæn bluse) med fra os men hun viste den ingen interesse. -Hun var træt.

Så hun fik istedet en masse krammer og kys, hvorefter jeg kørte igen.

Jeg er jo vant til det på sin vis også alligevel så vænner man sig aldrig til sin demente pårørendes sygdom.

Men der er kun en ting at gøre i samværet med hende; Være i nuet, respekterer når hun ikke overskuer mere og man må gå -også ikke mindst masser af kærlighed ❤

En datters kærlighed

Posted on Updated on

Jeg var ude ved min mor i går eftermiddags efter arbejde på plejehjemmet. Hun lå i sin seng, som hun ofte gør, når jeg kommer derud. Hun er dog stadig mobil og kan også stadig tale. Men hun forsvinder mere og mere, synes jeg.

Hendes humør var egentligt ok. Hun har ellers været meget grådlabil, depressiv og ikke forstået, hvorfor hun skulle være der.

Jeg sad på sengen ved siden af hende og holdt hende i hånden. Hendes hud er blevet pergamenttyndt og hun er i det hele taget meget meget tynd og når jeg holder hende i hånden, er det som om, jeg ikke tør klemme for hårdt fat, da jeg er bange for at knække de skrøbelige knogler. Hun går selvfølgelig ikke i stykker ved et lille klem men hun virker så sart og skrøbelig nu, -også fysisk.

Jeg ville sådan ønske, hun kunne gøres rask og nyde livet og sine børnebørn. Min mor har arbejdet hele sit liv på døgninstitutioner og taget sig af andre mennesker også ender hun her. Livet er simpelthen ikke retfærdigt og det gør frygtelig ondt i hjertet, at se den lille kvinde ligge der. Lille, bange og forvirret er hun blevet. Men der er noget mærkeligt smukt over denne i øvrigt forfærdelige forsvindings proces. Det er som om, hun fremstår mere autentisk på en sær måde. Ikke at hun ikke også var ægte førhen men da var hun som os andre jo meget selvbevidst, kunne tage beslutninger, handle, arbejde osv. Alt det er væk og det er som om, hendes sjæl titter frem igennem den efterhånden pergamentstynde krop.

Men pyh, det er en ubeskrivelig smerte samtidig med, at være vidne til. Havde jeg fjender, ville jeg aldrig ønske dette for dem eller nogen anden. Det at vandre ved siden af hende igennem denne tid, er ubeskrivelig hårdt, da man som datter og pårørende står magtesløs overfor sygdommen og den forsvindingsprocess hun gennemgår.

Min søster og jeg, har prøvet at booste hende med sunde smoothies med masser af kokosolie, avokadoer, div. vitamine, olier, sporstoffer mv. i. Om det har haft en virkning, kan jo være svær at sige men vores erfaring er, at hun virkede gladere og mere energifyldt i de perioder, hvor hun spiste dem. Det er dog blevet sværere at få hende til at spise, hvilket også er en del af sygdommen.

Lær lidt om kokosolie og Alzheimers her:

Man værdsætter pludselig en kær pårørende, når man mister dem.

Min elskede mor er jo ved at forsvinde og det paradoksale er, at pludselig går det smerteligt op for en, hvad det er, man er ved at miste, når det for alvor er for sent. Vi har selvfølgelig vidst længe, at hun er syg og at hun ikke kan blive rask. Men jeg tror aldrig, jeg vænner mig til, at min mors skæbne skulle blive Alzheimers.

Jeg kan nu være med i den flok af mennesker, der sige til andre, husk at værdsætte dine kære imens du har dem. Tag dem ikke for givet men elsk og ær dem hver dag. Vi ønsker jo alle at elske og ære vore kære men jeg tror først, man for alvor forstår vigtigheden af dette, når man står med et menneske man har kær, der er gået bort, meget syg eller døende.

_MG_6133
Min mors ring, som hun fik af min far, da jeg blev født. Den ligger på hendes ynglingssten.

Billedet er af min mors ring, som hun fik af min far, da jeg blev født. Han havde købt den i dyre domme hos Juveler jørgen i Aalborg og gav hende den i barselsgave. Jeg husker, hun brugte den rigtig meget igennem hele min barndom og op til nu. Min mor elsker sten og har altid nydt at samle sten, når hun var på ture, på Færøerne, rejser mm. Stenen fandt hun vist ved Bulbjerg engang, siger min far og den har været i deres hjem stort set altid.

Min far har givet mig stenen og ringen efter min mor er kommet på plejehjem. Jeg har haft ringen med ud til hende, da hun var lidt mere frisk, end hun er i dag, da jeg ønskede hendes tilladelse til at få den. Jeg spurgte hende dengang, om jeg måtte gå med den og det sagde hun ja til. Den er meget dyrebar for mig, grundet det er hendes. Jeg har dog stadig svært ved at gå med den, da der er mange følelser forbundet med den ring. For mig er den blevet et symbol på min kærlighed til min mor og derfor passer jeg meget godt på den.

Lidt viden om Alzheimers: 

Du kan læse lidt mere om sygdommen på nedenstående links:

Link 1:   Lidt info fra Youtube

Link 2: Lidt info fra Youtube

Link 3: Alzheimersforeningen

Link 4: Lidt info om kokosolie og Alzheimers

Forebyggelse af Alzheimers:

Der er ingen kur imod Alzheimers, når man først får sygdommen. Men vi kan alle forebygge igennem forskellige tiltag i livet. Der er dog ingen garanti i livet om, at holde samtlige sygdomme fra livet.

En sund og varieret kost er godt for os alle. Grønt, frugt, sunde olier såsom kokosolie, fisk mv. en aktiv hverdag med et meningsfyldt arbejde, der gør dig glad, sunde fritidsaktiviteter og et sundt netværk. Masser af nærvær og kærlighed til de mennesker og evt. dyr, som betyder noget for dig. Kognitive nye tiltag igennem hele livet. F.eks. lær et nyt sprog, læs bøger, udfordr dig selv med nye fritidsaktiviteter m.m. Reducer stress og bekymringer igennem gåture i naturen, mindfulness, dyrk yoga, træk vejret korrekt, mediter eller andet der nu passer ind i dit liv og i dine interesser.

Generelt: Find mening og glæde ved livet. Nyd det og vær taknemmelig for det, du nu har fået på trods af, at vi ind imellem møder modgang i det. Elsk dig selv og dine kære og vær opmærksom på, at reducere stress og bekymringer og i det hele taget reducer bekymringer om, om du selv skulle få Alzheimers. Lev livet nu og tænk at uanset hvad, så er der ingen garantier givet i livet. Kun at du har fået det og på et tidspunkt er vi her ikke mere.

Dette lyder sikkert nemmere end gjort men tænk, at livet også er en process og ønsker vi at ændre på noget, så gør det stille og roligt og vis venlighed mod dig selv.

Fra datter til pårørende til Alzheimers

Posted on Updated on

Min mor er 70 år og har haft Alzheimers efterhånden en del år. I mange år egentligt ubehandlet, da hun nægtede at blive undersøgt for sygdom i hjernen, omend vi som pårørende kunne mærke ændrende adfærd ved hende. Jeg tror dog,hun godt var klar over, der var noget under opsejling men hun var bange og ville derfor ikke forholde sig til det. Sådan tror jeg i hvert fald, det hænger sammen.

Min elskede mor er på Gug plejehjem i Aalborg, hvor hun har boet siden sct. Hans 2014. I starten var hun meget ked af at være der og ville hjem. Men efterhånden acceptere hun, at være der men bliver dog stadig ked af det. Det jeg synes er sværest er, når jeg kommer derud og hun er meget ked af det og ikke forstår, hvorfor hun skal være der og giver udtryk for, at hun føler det som en slags straf. På et tidspunkt udviklede hun en depression oveni sin Alzheimers, -sikkert pga. sin livssituation. Hun blev indlagt på gerontopsykiatrisk afd. i Brønderslev til udredning og fik noget medicin mod depressionen. På sin vis, har det hjulpet lidt på depressionen og afhængig af, hvornår vi besøger hende på dagen, virker hun lidt friskere. Men hun er stadig grådlabil og ked af sin situation. Hun spørger mig stadig nogengange om, hvad hun fejler og hvor længe hun skal være her, som hun siger. Førhen sagde jeg, at det var pga. den sygdom i hjernen, som hun lige skulle blive rask for. Når hun har spurgt mig her på det sidste, siger jeg, det er pga. den depression, hun har haft men som heldigvis er i bedring. I begge tilfælde er der jo implicit en løgn med i samtalen, da hun jo gerne vil væk fra plejehjemmet. Jeg siger aldrig, at når du bliver rask kan du komme hjem, da hun aldrig vil blive rask. Men løgnen ligger i, at jeg fortæller hende, at hun skal være her et stykke tid også må tiden vise, hvad der skal ske. Jeg plejer også, at indgyde håb i hende, og sige at når hun får det bedre, kan vi tage til vandet, gå tur osv.

Inden hun kom på plejehjem, køre jeg ofte til Løkken eller Blokhus med hende, hvor vi gik en lille tur ved vandet og kiggede ud på Vesterhavet. Min mor er fra Færøerne og hun virkede glad og fandt ro, når vi kørte derop. Ofte spiste vi stjerneskud sammen på Løkken badehotel og hun nød de ture. Selv i dag giver hun udtryk for at kunne huske det, når jeg nævner det.

Men jeg synes det er svært, i de samtaler vi har nu, at jeg mere eller mindre lyver for hende. Alt afhængig af konteksten, kan jeg godt fortælle hende, så simpelt som muligt om hvad hun fejler, når hun stiller spørgsmål. Men jeg siger aldrig, hun aldrig vil blive rask og at hun skal være på plejehjem resten af livet. Jeg vil ikke tage håbet fra hende og derfor de små løgne. Men jeg står tilbage med en mærkelig tom følelse i mig selv efterfølgende, når jeg går derfra.

Nogle gange, er det korrekt, at man først er rigtig bevidst om, hvad ens forældre eller andre nære betyder for en, når man står til at miste dem. Sådan har jeg det med min mor. Selvfølgelig har jeg altid været glad for hende, men efter hun er kommet på plejehjem og Alzheimerssen udvikler sig, hun bliver fysisk mindre og taber sig, hendes hygiejne er ikke så god som før hen, hun bliver hurtig træt og selvfølgelig husker hun ikke som hun gjorde førhen, -ja så er jeg blevet meget bevidst om, hvad det er jeg er ved at miste nu.

_MG_6061a

Min mors hænder ovenpå mine ❤

Samtidig med, er der noget særpræget og smukt over den proces. På ingen måder, at min mor lider og bliver mere og mere syg men over at livet har en form for cyklus. Det var bare ikke meningen, at hun i så relativ en ung alder, skulle få galoperende Alzheimers. Nu skulle hun jo netop rejse rundt i verden med min far, opleve forskellige ting, nyde alle sine børn og børnebørn og tage for sig af livet efter så mange års arbejde, passe hus og hjem, børn mv. Men livet skelner ikke i retfærdighed og uretfærdighed. Livet er bare og det er så vigtigt, at værdsætte det imens man kan.